– om sensitivitet, sanser og oplevelser.
Introvert
Jeg er født introvert. Et karaktertræk mange har, og angiveligt skulle mellem en tredjedel og halvdelen af Danmarks befolkning være introverte.
Da jeg voksede op, virkede jeg meget tilbageholden. Jeg blev kaldt genert, sær og også sart. Og er jeg i dag til familiefest, på seminar, eller deltager i et møde kan jeg godt, fra starten af, virke genert, virke kedelig eller som en ”kold skid”. Men som introvert er jeg ikke den der er frembrusende, står først i køen, markerer mig eller råber højest. Det kan ikke være mere forkert at kalde mig disse ting. Skal du kalde mig noget, kan det i stedet være reserveret.
Men ja, jeg er introvert. Nej, jeg er ikke genert. Nej, jeg er ikke storsnudet. Nej, jeg er ikke asocial. Det er ikke generthed eller decideret uvillighed til at være en del af flokken.
Jeg er ikke så god til small talk, men jeg kan tale om livet i timevis. Og hvis jeg åbner mig op for dig, så vid at det betyder, at du er meget speciel for mig. At være i konstant selskab, smalltalk, overraskelser og grænseoverskridende selskabslege æder min energi hurtigere end jeg kan nå at genoplade.
Jeg er en der godt kan lide at gå en tur for mig selv i frokostpausen. Jeg er ikke genert, og jeg har ingen sociale fobier. At være introvert er en måde at være på. Og ligeså fremherskende som at være ekstrovert. De introverte skal også inkluderes, omfavnes og anerkendes. Introverte får energi ved at være alene og i stilhed, eller i mindre forsamlinger. Der er her vi genoplader, så vi kan komme igen og være på, og det er okay.
Som introvert kan jeg også sagtens være både højtråbende og selskabelige, og også dyrke small talk, ja faktisk virker jeg næsten ekstrovert – forskellen er, at jeg kan gøre det for noget jeg brænder for, eller jeg er omkring folk jeg kender godt og ikke lige er ”på” så længe ad gangen.
Min styrke, som introvert, ligger i min natur. Jeg har altid holdt af, at se tinge lidt på afstand, at observerer, lytte, summe over det jeg hørte eller det jeg blev spurgt om. For så at komme tilbage med mit, velovervejede, analyserede og konstruktive, svar. Svar der kan komme efter lidt tid. Hvilket, til tider, har sat mine omgivelsers tålmodighed på prøve.
Den introverte er mere tøvende, eftertænksom og værdsætter tid til fordybelse, Er analyserende, nøjeregnende, ser på konsekvenser og faktisk data – alt sammen inden de kommer med et input til debatten. Alt sammen nøje overvejet og afmålt.
Man er altså som introvert særligt god til arbejdsopgaver, der kræver stor koncentration, fokus og det at samle trådene. Og får du en stor opgave, hvor du som introvert bruger dine evner, så får du virkelig produceret noget. Dét er her de store styrker er, det er her de virkelig viser sig.
Man kan tage en gratis persontypetest på f.eks. Jobindex – den kan fortælle dig om du er introvert eller ekstrovert, men her kan du også blive klogere på hvad du er bedst til, hvordan du arbejder bedst, hvordan du agerer bedst, hvor dine sociale styrker er osv. Testen tager ikke mange minutter og er fantastisk retvisende.
Jeg har selv taget testen på Jobindex. Og også købt en større, og mere omfattende test ved Syddansk Universitet. Resultatet blev det samme.
Jeg er det man kalder; ISTJ
Introverted – Sensing – Thinking – Judging
altså på dansk bliver det til
Indadvendt – Sansende – Tænkende – Analyserende.
Tag selv testen her: http://www.jobindex.dk/persontypetest
Du kan læse meget mere om persontypetest ved at Google MBTI (Myers-Briggs Type Indicator) eller JTI (jungiansk Type Index).
Særlig Sensitiv
Men oveni, at jeg er introvert, er jeg også HSP (Highly Sensitive Person) eller Særlig Sensitiv.
Eller som jeg hellere vil kalde det; et Stærkt Mærke- og Føle-væsen.
Særligt sensitive mennesker har en større modtagelighed, og påvirkes mere end andre af indre og ydre indtryk, stemninger og stimuli. Vi registrerer de finere nuancer i andres sindstilstand og fornemmer hurtigt, hvordan de har det. Derfor registrerer og bearbejder vi indtryk mere detaljeret og mere nuanceret.
Det er sådan man er skabt. At være et mærke- og føle-væsen er et karaktertræk såvel som at være introvert eller ekstrovert. Det siges, at mellem en femtedel og fjerdedel af befolkningen har dette karaktertræk.
Styrkerne ved at være et mærke- og føle-væsen er, at vi indeholder så meget kærligt, kreativt og intuitivt potentiale, så mange empatiske, medfølende og næstekærlige kvaliteter, som verden har brug for. Vi tænker dybere over tingen. Vi er loyale, ærlige og sandfærdige. Selv små ting kan betyde meget i vores verden. Vi skal ikke ændre eller tilpasse os. Eller være stærkere. Vi er stærke i det vi allerede gennemlever, igennem det vi sanser. Vores renhed er vores styrke. Sensitive mennesker skal blive mere værdsat. Det er hverken forkert eller anderledes, at være sensitiv, det er et stærk karaktertræk, en styrke.
Jeg ser det som en styrke, at jeg gennem min opvækst, arv og miljø, har udviklet mine sanser. Jeg har været på vagt, været opmærksom på mine omgivelser, følt og sanset dem. Netop det, at jeg kan vejre situationen, stemninger og spændinger der ”ligger i luften”. Jeg kan mærke stemningen når jeg gik ind i et rum. Jeg kan mærke hvilket humør andre er i. Hvilket også gør at jeg kan mærke de skift som kommer, som er på vej. Om det er humør-, stemningsskift, spændinger eller forandringer i situationen vi står i.
Den største styrke er, at når jeg møder andre så ”spejler” jeg situationen og stemningen. Derfor kan jeg møde andre i øjenhøjde. Møde dem der hvor de er. Så de føler sig set, hørt og forstået. Samtidig udstråler jeg ro, tryghed, grounding, styrke og overblik. Og kan derved også nedtrappe en ”konfliktsituation” eller en ”oprørt” stemning.
Det er selvfølgelig en balancegang, hver gang jeg skal være sammen med andre. Som både introvert og et stærkt mærke- og føle-væsen tapper det mig hurtigt for energi at være ”på”.
For mange, og for tæt på hinanden følgende aktiviteter tapper min energi hurtigt. Er jeg til et arrangement, og der kommer en overraskelse eller noget uforudset, f.eks. at der kommer flere personer end først oplyst, og især hvis det ikke en nogle jeg kender særlig godt, så tappes energien hurtigere af mig. Derfor sker det, at jeg melder fra på invitationer, aflyser eller melder ud, at ”nu går jeg i hi”.
Jeg vil meget gerne mange ting. Men ved også at der er en ”regning at betale” ved at deltage i for meget.
Samtidig kan jeg godt være ”på” til både samtaler, vejledning og undervisning en hel arbejdsdag. Men når det så bliver fyraften, så skal jeg lade op igen med ro og få aktiviteter. Hvor aktiviteterne kan være en gå eller cykeltur. Og helst ud i naturen.
Bevares, at være barn og ung med både, at være introvert og samtidig særlig sensitiv, så er man udfordret. Jeg var meget udfordret. Mere om det på et andet tidspunkt.
Tag evt. testen her og se om du er sensitiv; http://www.sensitiv.dk/test_dig_selv
Sanser og deres brug
Med mine stærke karaktertræk, min sensitivitet og sanselighed, empati og indlevelse har gjort, at jeg også kan sanse dyr. Derfor har jeg det rigtig godt med dyr. Jeg har altid haft et helt specielt forhold til dyr. Jeg forstår dem på en eller anden måde. Jeg ved, at jeg kan kommunikere med dyr og mærke dem. Det falder mig let, naturligt. Og de føler sig trygge ved mig. Selv dyr der er vilde, halvvilde eller meget reserverede kommer til mig. Og jeg kan komme til dem.
Nogle siger at det også er på et spirituelt plan, energiplan og vibrationsplan. Alle evner vi har med os fra barnsben af. Vi kan alle kommunikere med dyr, men at nogle er bedre til det end andre. Det handler om at være åben og ville det.
Dét tror jeg på. For jeg føler, at jeg får information fra dem. Der er stor forskel på, hvor meget jeg får ind. Nogle er meget stille, mens andre plaprer løs. Der er også meget stor forskel på, om jeg får informationer i form af ord, billeder eller fornemmelser.
Da jeg var tweens og teenager, havde vi hunde derhjemme, fandt jeg ud af at jeg har en helt særlig evne, at kunne kommunikere med dem via kropssprog og min ansigtsmimik.
En teknik jeg har videreudviklet og nu også taget uddannelser i, nemlig det at læse andre mennesker. Læse de grundlæggende reaktioner, der ligger bag deres adfærd. Jeg ser ind bagved, det talte ord, deres officielle facade, og ser hvad der virkelig rør sig, for lige præcis dem, lige i selvsamme øjeblik. Men mere om det på et andet tidspunkt.
Jeg vil gerne slutte af med tre små, men fede oplevelser, jeg har haft med dyr.
En vinter da jeg var barn, jeg har vel ikke været mere end 4 år. Min storebror Jan skulle denne dag holde øje med mig, men han ville hellere spille bold. Han havde spurgt, om jeg ville spille med. Men fodbold var ikke mig. Det var meget sjovere at lege i sneen. Så Jan overlod mig til at lege med nogle andre små poder i sneen.
I min erindring var der sne over alt. Men når man er lille, lever man jo i en stor verden. Det kan meget vel have set anderledes ud.
Da vi sad der i sneen, kom en lille langhåret gravhund hen til os og ville snakke med mig. Der var ingen ejermand med den. Den blev ved med at slikke mig i hovedet, prikke til mig med snuden og bide og hive i mit ærme. Det var som om, at den sagde ”kom med mig”. Jeg husker en masse billeder af hunden og mig lege og tumle sammen. Billeder som udtrykte handling. Men med os begge i billedet, uden de andre unger som jeg var sammen med. Vi unger fulgte efter den, legede og kælede med den, mens den hoppede op af mig. Efter lidt tid viste det sig, at den godt kunne finde hjem, hvilket jeg så et billede af.
Hjemme hos dens mennesker, var fruen i huset ved at bage vaniljekranse. Fruen blev lidt overrasket over, at vi stillede op i døren med hendes hund. Hun tog det med et smil og sendte os hjem med et par vaniljekranse i hånden.
Duften af nybagte vaniljekranse glemmer jeg aldrig. Når jeg den dag i dag mærker duften af vaniljekranse, kommer jeg til at tænke på den lille hund, og hvordan den ligesom snakkede og legede med mig.
I Givskud Zoo, for ikke så mange år siden, var jeg i næsehorns-stalden. Jeg havde et lille bijob som formidler og chauffør i parken.
I stalden klappede jeg de store næsehorn. Næsehornet er et kæmpe dyr på omkring 2000 kg. Hvilket gør indtryk at stå ved siden af.
Når jeg gik hen til lågen og satte mig på hug, kom de hen til mig og ville kløes. Som når du klør eller klapper en hund. Næsehornet så på mig med det ene øje og jeg følte, at vi blev forbundet gennem vores øjenkontakt. Det var skønt, at stikke hånden ind mellem tremmerne og klappe ham – på det store horn og mulen. Når jeg strakte mig, kunne jeg klø ham bag øret og ned langs folden bag skulderen og forbenet. Så skete det tit, at han lagde sig ned, for at blive kløet på maven. Det var en underlig, men vidunderlig god følelse. En følelse af dyb ro der faldt over os, som et varmt tæppe man trækker over sig. At klappe ham og høre ham brumme og gøre sig til, så jeg kunne nå ham. Og så gjorde han ingenting. Han var bare godmodig. En dyb ro, stilhed og grounding mærkede jeg når jeg var hos næsehornene. Der var en anden energi og ivrighed når jeg fordrede dem med æbler. Så blev der også smasket højlydt.
Samson var den store han gorilla, som også boede i Givskud Zoo. Han var leder af flokken og en stor, stor flot silverback. Ham klappede jeg dog ikke.
Men når han lå og sov, ude i deres anlæg, reagerede han ikke på andre gæsters kald eller larmende adfærd. Men når jeg kom og kaldte, så kom han frem fra sit skjul. Og når jeg sad på hug, inde, foran panserglasset i stalden, kom Samson kom helt hen til glasset og så på mig. Nedstirrede mig. Han var altid rolig i sin adfærd. Hvorimod hvis der kom andre mænd ind i anlægget eller stalden, så reagerede han med voldsom lyde, slog på glasset og slog sig selv på brystet. Samtidig med at han udskilte kropsdufte.
Men ikke når jeg var der alene. Så var han altid rolig. Og der var ingen tid, stress eller jag når vi sad der, skulder ved skulder, kun med panserglasset imellem os.
Hver gang jeg havde pause, var jeg inde og hilse på dyrene. Jeg så det ikke som et arbejde, at være i Givskud Zoo. Samværet med dyrene var det hele værd.