Jeg vil her prøve at komme med den korte version. Hvorfor laver jeg det jeg gør.
Jeg har under min opvækst været udsat for mobning og eksklusion fra fællesskabet – i alle skoleårene, jeg har været meget alene og ensom, og måtte klare mig selv – da der var alvorlig sygdom i familien, jeg har måtte scanne omgivelserne – for at tilpasse mig humør og stemninger, jeg har følt mig som enebarn (læs: alenebarn) – da der er mange år op til mine ældre søskende og ingen klassekammerater, og følt mig overvældet, fremmed og anderledes – idet jeg var sensitiv og introvert. Desuden har jeg topscore på fysisk berøring og tid sammen som mine primære “kærlighedssprog” – og derfor også oplevet hudsult og isolation.
Så i hele min opvækst har jeg været i en form for “alarmberedskab” (Fight, Flight el. Freeze), tilpasset mig, bøjet mig, spillet “fransk klovn” – for at blive set, men også gjort ting for at få anerkendelse og føle mig elsket. Jeg har fornemmet stemninger, set stemninger og intentioner i ansigt og kropssprog, analyseret situationer og handlinger, samt analyseret mig selv. Alt sammen et “hårdt job” at gøre, samtidig med at være et barn.
Med den viden i baghovedet er der ikke noget at sige til, at jeg har følt mig anderledes, udstødt, uelsket og har måtte kæmpe med mit selvværd, selvtillid, mistrivsel, ked-af-det-hed, ondt i maven og lignende. Alt sammen noget som gik ud over indlæringen, så jeg også var sen til at lære at regne og stave. Hvilket også var med til, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg havde ikke nogen retning. At sidde på skolebænken var jeg blevet træt af.
Men inderst inde vidste jeg, at jeg havde potentiale til at blive til noget. Jeg har i min opvækst, de unge voksen år og gennem personlige udvikling udfordret mig selv, netop for at komme ud af den “kasse” jeg så mig indespærret i.
Jeg har stillet høje krav til mig selv og mine omgivelser. Har også været ramt af stress. Jeg har været udsendt for FN, og kom hjem som en ændret person. Jeg har prøvet at immigrere og her oplevet kulturelle og sproglige udfordringer.
Jeg har haft forskellige job. Arbejdet med høj som lav. Været “kuli”, haft ansvar og også stået for udvikling.
Jeg har arbejdet alene, i grubber og teams. Jeg har løbende taget kurser og uddannelser. Og vil altid være under konstant udvikling. Ikke fordi der er nogen som siger at jeg skal, men fordi jeg syntes det er spændende, især når det handler om mennesker.
Man kan vel sige, at jeg har gået “i livets skole”. Og det er ikk’ så ringe endda.
Udfordringer har der været mange af. Det har kostet blod, sved og tårer. En hård proces. Men også en læringsproces. Og når jeg ser tilbage, er det udfordringer jeg i dag ikke vil have været foruden. I dag kan jeg se styrkerne, i det jeg førhen så som irriterende svagheder. I dag bruger jeg dem nemlig som mine primære styrker. Det kan vi alle.
Derfor giver det så god mening at arbejde med coaching. Både med personlig og mental udvikling og vækst, men også karriererådgivning og karriereudvikling, motivation, empowerment og ikke mindst præsentationsteknik, kommunikation og kropssprog.
Meningen, for mig, ligger i at igangsætte en proces, hjælpe med til at gøre en forskel, at få opfyldt sit fulde potentiale, vedkende sig selv og opnå større tilfredshed.
Kort sagt: Jeg støtter dig i, at blive “kaptajn på eget skib”.
Jeg bruger min viden, indlevelsesevne, indfølingsevne og empati til at “tune” ind og kan være der i situationen.
Med min baggrund ser jeg åbninger og udfoldelsesmuligheder som et eksamensbevis eller CV nødvendigvis ikke viser.