Engang troede jeg, at det værste i hele verden ville være, at være alene.
– Men det er det ikke. Det værste er at være sammen med andre, som får mig til at føle mig alene.
ALENE FØLELSEN
Bare fordi man er alene, behøver man ikke være ensom og trist.
Jeg har i mange år været alene. Boet alene. Rejst alene. Gået i biografen alene. Gået ud for at spise, igen alene. Udfordret mig selv fysisk, alene. Udfordret mig mentalt, alene. Mest af alt fordi jeg ikke gad sidde derhjemme – alene.
Jeg har trives godt med det mentale frirum det giver, at kunne koncentrere mig om en opgave og ikke samtidig skulle dele oplevelsen og være social. Det er også alene at jeg lader op – bl.a. fordi jeg er introvert og sensitiv. I disse situationer har jeg ikke været ensom. Aleneheden gør mig stærk. Når jeg er alene, får jeg mulighed for at synke ned i mine tanker, og rette blikket indad. Og lader sjælen, min kærne, styre processen. Så får jeg åbnet op for min bevidsthed, mit nærvær, mit autentiske jeg og min spiritualitet.
Jeg har været så vant til at være alene, at jeg næsten troede at det var et vilkår. Men jeg ved i dag, at det er det nødvendigvis ikke.
Men at føle mig alene og til tider usynlig, har jeg ofte oplevet. For eksempel når jeg er der for andre, hjælper, støtter og bakker op. Og så at blive taget for givet. Udnyttet. Og brugt som skraldespand.
Jeg har oplevet, at sidde der og gerne vil konversere, vende verden, blive opdateret da det er lang tid siden vi sidst så hinanden, men de er mere optaget af deres telefon og er på Facebook eller andre sociale medier, sms’er eller lignende. Eller når jeg sidder der, og det kun er dem der taler, dem det handler om, dem der fylder. De vil kun høre om dem selv og deres verden. Som de dukker, med snor i ryggen man trækker i, og de bare snakker og snakker uden stop.
Men også i situationer hvor jeg er sammen med familie, venner eller til et selskab, – så er der ikke en dialog men en monolog. De taler kun om sig selv, med sig selv og til sig selv – ikke noget med at byde andre ind i samtalen, byder op til dialog, meningsudveksling eller erfaringsudveksling. Eller tale om noget alle kan være med til. Eller spørge ind til andre, af interesse for andres trivsel og tilstand.
Eller sidde i et selskab hvor de andre kender hinanden godt eller intimt, og derfor snakker internt om noget, eller de koncentrere sig om egne oplevelser og ikke er interesseret i at lærer noget nyt. Eller at de nærmest ignorerer en. Ikke ser en, eller bruger kropsproget bevidst eller ubevidst, og vender en ryggen.
Ensomhed har jeg oplevet, når jeg stod med problemer eller udfordringer helt alene, gerne ville dele store oplevelser og øjeblikke med nogen, dele ud af min viden og sparre med andre. De situationer har der været mange af. Rigtig mange endda. Men jeg har det også sådan, at hvis ingen vil med mig, så gør jeg noget alene. Det har ikke afholdt mig fra at se verden, opleve nye ting og udfordre mig selv. Så har jeg taget action. For alternativet, med at sidde hjemme i sofaen, det gider jeg ikke. Og at være i et selskab, hvor jeg ikke bliver inkluderet, for bare at være tilskuer, er kedeligt i længden.
Jeg har følt mig meget alene, da jeg som soldat vendte hjem fra min næsten syv måneder lange udstationering, i en uropræget region i mellemøsten. Selvom at det godt kunne være, at jeg på det tidspunkt, hvor jeg lige var kommet hjem, gav udtryk for at der ikke var noget at snakke om. At jeg var knotten, mere fandenivoldsk, grov og forandret af min udstationering. Men det var da jeg kom hjem. Noget andet var når tingene havde bundfældet sig. Roen var faldet over mig.
Eller da jeg vendte tilbage til Danmark, efter at have været bosat i Finland, og skulle finde mig selv igen. Efter job- og sprogvanskeligheder, stress, sygdom og brud med kæresten.
Men allerede som ung tweens oplevede jeg, at fortælle min familie, at jeg var inviteret til fest i klassen, tage af sted og så kom tilbage efter en times tid, fordi nogle fra klassen drev gæk med mig og der var ikke nogen fest – følte jeg, at det ikke blev bemærket. Ej heller eller spurgt ind til. Hvilket dengang gav mig en stor følelse af ensomhed og ikke mindst fornemmelsen af at være usynlig.
Eller når jeg havde været væk hele dagen, og heller ikke blev spurgt ind til hvad jeg havde lavet – kun engang hvor jeg lugtede af røg, fordi vi havde lavet bål.
Derfor ved min familie den dag i dag ikke, hvad jeg har gået og lavet som barn og ung… at jeg faktisk var på vej ud i noget ”snavs”.
Følelsen af at være alene startede tidligt. Allerede i skolen, i klassen hvor jeg gik. Jeg skiftede skole og kom et halvt år senere ind i den nye 0’te klasse. Jeg fik en plads ude i siden oppe foran læreren. En plads alle de andre havde undgået. Klassen havde allerede fundet sit hierarki og jeg startede med at være udstødt af gruppen. Ham den ny. Ham den anderledes. Jeg var også den sidste der blev valgt til, når der skulle stilles hold til idræt. Og mobning stod på dagsordnen.
Hvis jeg nu flere år senere åbner op og for oplevelserne, fra min barn og ungdom, har jeg ikke oplevet nogen som har taget tråden op og spurgt ind til oplevelserne, tankerne og følelserne jeg havde dengang. Så selv her, mange år senere, kommer alene og ensomheden op igen og følelsen af usynlighed. Eller fornemmelsen af, at det jeg har oplevet dengang ikke var noget særligt at snakke om eller spørge ind til. Dengang som nu, giver det en følelse at der ikke er nogen, der interessere sig for mig.
Jeg forsøger da at byde ind på samtalen når jeg er sammen med andre. Opsøger andre. Det gør jeg da. Men oplever også, at jeg bliver spurgt om noget, bliver jeg nærmest afbrudt, hvis jeg reflektere for meget og for længe over mit svar, eller kommer med at svar eller holdning de ikke kan forenes med. Det er selvfølgelig ikke altid det er sådan. Men når det er, så giver det mig en stærk følelse af at være forkert eller tilovers. Men jeg fornemmer bestemt også omgivelsernes manglende inklusion, nysgerrighed, forståelse, tid, nærvær, omsorg, støtte og opbakning, hvilket igen kan give følelsen af ensomhed. Men værst af alt, at føle mig malplaceret i andres selskab, eller i samme selskab ikke blive accepteret som den jeg er, med mine holdninger og udtalelser. Eller at blive udsat for forudindtagethed, dømmende adfærd, fordomme og snæversyn.
Jeg er ikke et offer. Selv om at det kan lyde sådan i eksemplerne. Jeg har et karaktertræk der gør, at jeg er tilbageholdende, observerende, analyserende – inden at jeg blander mig i en samtale. Hvilket kan mistolkes som genert, storsnudet eller kølig. Jeg er både introvert og sensitiv.
Persontypetest, enneagram test, coaching og personlig udvikling har gjort mig meget klogere på mig selv og mine omgivelser. Så i dag hviler jeg mere i mig selv. Men som barn og ung, uden den viden jeg har i dag, var livet en lang række udfordringer.
Til omgivelser vil jeg sige; Selvom jeg viser at jeg er stærk, så har jeg også brug for at blive draget omsorg for og spurgt ind til. Du tror du kender mig, men kender du mig virkelig? Spørg ind til mig, hvordan jeg har det, hvordan det går og hvad jeg oplever, føler og tænker, og om jeg har brug for hjælp?
Det gælder også overfor andre. Dine familiemedlemmer, venner og kolleger.
Mange unge føler sig alene i dagens Danmark. Det selvom de er på de sociale medier.
For antallet af Facebook venner, og det at se overskudsagtige, positive opdateringer kan give komplekser. Og hvor mange, eller få, nære venner er der lige i virkeligheden, hvor man ansigt til ansigt kan være sammen og fortælle om det der fylder.
Men også i skolen kan unge være alene i frikvartererne. Gå hjem alene. Lave lektier alene. Måske se fjernsyn. Stadig alene. Så er man ramt af dyb ensomhed. Og følelsen af at være usynlig. De unge kan også være ekskluderet fra gruppen via mobning, og derved også manglende venner, hvilket kan give følelsen af ensomhed.
ØV DIG I AT VÆRE ALENE
Emil fra Lønneberg snittede træfigurer, når han var alene. Pippi Langstrømpe hyggede sig alene i Villa Villekulla uden sine forældre, og Ronja Røverdatter fik et frirum i naturen i Mattisskoven.
Når du er alene bliver du kreativ, opfindsom og kan slippe fantasien løs. Et mentalt frirum hvor du kan forsvinde ind i en anden verden. De store opfindere har netop fundet løsningerne på de mange udfordringer de stod i, når de har taget en pause fra det de var i gang med og lod det bundfælde sig, eller de beskæftigede sig med noget helt andet.
Lad dig ikke underholde at tv, computerspil eller apps og lignende. Med dem vil du gå over i en vegetativ tilstand, da alt er serveret for dig. Læs hellere en bog, hvor du får sat gang i de grå celler og selv skaber billeder, lyde, dufte og følelser.
Lykken kommer også indefra. Og bryder du dig ikke om at være alene, ensom eller kede dig. Så er det noget du skal øve dig på. Du vil lærer dig selv meget bedre at kende, på den måde. Du får styr på dine prioriteter, dine projekter, dine tanker og følelser. Du vil lærer dig selv bedre at kende. Og du kan ikke forvente af en anden person skal gøre dig lykkelig. I kan blive lykkelige sammen. Men lad ikke dit liv være begrænset af ydre omstændigheder, eller mangel på samme. Og lad være med at få ondt af dig selv.
Du kan styrke dig selv, ved at rejse ud alene – så du bliver stærkere og står mere solidt, som dig selv:
- Du lærer at være uafhængig
- Løser problemerne selv
- Navigere rundt på egen hånd
- Du har nemmere ved at møde og komme i snak med andre, når du er alene
- Du vil blive bedre til at smalltalk
- Du flytter din komfortzone
- Du skal ikke gå på kompromis med andre end dig selv
- Du kan sætte dig selv først
- At rejse alene gør dig selvsikker – du har en mission
- Du er på din egen pilgrimsfærd, hvor du er helten, stjernen i din egen film
Selv om det kan føles ensomt af og til, så er det i den tid vi er alene, at vi finder ind til os selv og opdager, at vi er stærkere i sårbarheden end vi i første omgang tror.
ENSOMHED
At være alene kan være ok. Men at være ensom er bestemt ikke ok.
Ensomhed har vidtrækkende konsekvenser, især når den først bider sig fast. Den kan føre til søvnbesvær, depression, misbrug, selvskadende adfærd og selvmordstanker. Risikoen for hjertekarsygdomme og højt kolesteroltal øges også ved ensomhed. Ensomme børn og unge klarer sig dårligere i skolen, dropper oftere ud og får sværere ved at blive på arbejdsmarkedet som voksne.
Du kan gå tre veje, som jeg ser det. Enten tager du offer-rollen og går ”ned med flaget” eller du bliver hård, trodsig og stærk. Så du derved kæmper dig ud af ensomheden. Eller du mobiliserer dine kræfter og mander dig op, og be’r om hjælp til at komme ud af din ensomhed.
For ensomhed fortjener ingen.
HVAD KAN DU SELV GØRE
Vejen væk fra følelsen af at være alene og ensom kan være at;
I stedet for at forvente at andre er der for dig, så viser du dig selv, at du ER der for dig selv. Dit liv kræver dit fulde nærvær.
Vi kan tro at livet, alt og alle modarbejder os. Ikke vil os. Vi kan have lyst at give op og ville forlade det hele. Og allerhelst lyst til at flygte væk fra det hele. Flygte fra følelsen af at være alene og frygten for ensomhed. Men i stedet skal du vælge dig selv og andre til:
- Gå på café og kom i snak med nogen.
- Snak med de andre ved busstoppestedet, i bussen, i køen, i lyskrydset når du alligevel står og venter på grønt
- Lav frivilligt arbejde
- Deltag i aktiviteter i dit lokalområde, beboerhus, kulturhus, bibliotek
- Få dig et projekt med at godt formål, og med målbare delmål og mål
- Brug foreningslivet, som er stort i Danmark.
- Gå til foredrag, forelæsninger og lignende
- Lav selv arrangementer hjemme med venner og naboer, så som madlavning med fællesspisning, strik, klip, scrap, filmaften eller modelbyg
- Foredrag hjemme i stuen kunne også være det helt store. Inviter venner og naboer til 1½ til 2 timers spændende læring eller underholdning. Medbring en stol og en kr.100,- til foredragsholderen. Simpelt, sjovt og socialt. Temaet kan være om alt.
Aktiviteter der får dig ud mellem andre behøver ikke at koste en formue. Der findes mange arrangementer hvor man kan deltage gratis eller for meget billige penge.
Øv dig i at blive mere inkluderende og mere opmærksomme på de mennesker der er i dine omgivelser. Løft blikket fra din smartphone i toget, eller bussen, og tal med sidemanden. Invitér naboen på te eller kaffe.
Vær åben og opsøgende. Søg andres øjne og smil. Tal om vind og vejr, såkaldt smalltalk – hurtigt vil du ikke være alene mere og også komme ud af din ensomhed.
Så har du mulighed for det, så kom ud. Ud og væk hjemmefra.
Og når du er ude ud, så læg din telefon væk, helt væk og på lydløs. Tag høretelefonerne af. Lad din PC eller tablet være i tasken. Selv om det kan være fristende at tjekke for mails, sms, likes eller beskeder mm. For når du gør det, så kunne du lige så godt sidder der, med en stor avis ud i strakte arme og derved lukke af for eventuelle åbninger for kontakt med andre omkring dig.
HVAD OMGIVELSERNE KAN GØRE
Det handler om dem omkring dig, både forældre, venner, kolleger og andre, at de skal holde øje med ensomhed på samme vis, som man holder øje med, om nogen tager stoffer eller ikke passer deres arbejde eller skole. Og ræk ud, hvis der er en på arbejdspladsen, skolen eller andet, der sidder og spiser frokost alene.
Omgivelserne kan også være opmærksomme på, om opgaver eller lektier altid er lavet, bliver de ofte efter skoletid/lukketid/fyraften, eller er de altid vel(over)forberedte fordi de altid sidder derhjemme og aldrig er ude at feste, i biografen eller med til fredagshygge. Eller måske helt i den anden grøft, ikke at være forberedt. Så skal man hive fat i ærmet på dem og spørge ”Har du egentlig det sociale liv, du ønsker?”
Spørg ind. Vær nærværende. Vær ikke-dømmende, men åben for at andre ikke nødvendigvis føler det samme tilhørelsesforhold, som du måske gør.
Og bare det at have spurgt gør en forskel. Når man føler sig alene og/eller ensom, føler man sig nemlig også usynlig. Det er så vigtigt, at nogen har spurgt. For så kan de mærke, at der rent faktisk var en, der så dem og bekymrede sig om dem.
“Den der ser udad, drømmer. Den, der ser indad, vågner.” C. G. Jung